- Den 8. april om aftenen fik vi ammunition udleveret. I øvelsesgrundlagene blev det altid sagt, at fjenden var gået i land i Korsør, men da de ord faldt den 9. april om morgenen, var der ikke længere øvelse, men alvor. Vi rykkede med vore hestetrukne 37 mm kanoner til en lille skov til højre for Korsør-Slagelse landevejen og gik i stilling. Kanonerne blev ladt. Jeg var kanonskytte. Vi så de første panservogne komme kørende imod os. Tyske jagere fløj lavt hen over os uden at skyde. Mens vi lå og ventede på skudordre, kom der en ordonnansofficer og sagde, at vi skulle afmontere. Inde på Slagelse Kaserne talte en tysk officer med kaptajn Culmsee. Men vi stod på appelpladsen fløj en tysk jager lavt henover kasernen. Den var lige ved at ramme en bygning, men fik i sidste øjeblik løftet vingen, fortalte Ejnar Friberg i begyndelsen af dette årtusinde.

    To dage senere blev han og hans kammerater hjemsendt.

    Året efter blev han genindkaldt til Slagelse Kaserne.

    - Det var hul i hovedet. Vi blev indkvarteret på Soldaterhjemmet over for Slagelse Kaserne og arbejdede på depotet. Ved højlys dag kørte vi effekter ud til gårde i omegnen, hvor de blev gemt for tyskerne. De kunne ikke undgå at se, hvad vi lavede. Vi stjal alt, hvad vi kunne. hele Slagelse trampede rundt i militærstøvler.

     Transporten af effekter skete med gengasdrevne lastbiler. Undervejs ud til gårdene fik vi køreren til art stoppe et øjeblik, så vi lige kunne gemme nogle støvler væk. Om aftenen hentede vi støvlerne og solgte dem rundt om i byen. Der var ellers ikke meget at lave.